holismen.dk  
Solsystemet Solen Merkur Venus Jorden Mars Jupiter Saturn Uranus Neptun Pluto


Kometer

Kometer er små, skrøbelige, irregulære legemer, som er dannet af en blanding af støvkorn og frosne gasser. De har højest elliptiske kredsløb, der bringer dem meget tæt på Solen og svinger dem dybt ud i rummet, ofte udenfor Plutos bane.

Kometstrukturer er forskellige og meget dynamiske, men de har alle dannet en omgivende sky af diffust materiale, kaldet koma, som vokser i størrelse og klarhed når kometen nærmer sig Solen. Sædvanligvis er der en lille klar kerne (mindre end 10 km i diameter) i midten af komaen. Komaen og kernen udgør tilsammen hovedet af kometen.

Når kometen nærmer sig Solen udvikler den en enorm hale af lysende materiale, der strækker sig millioner af kilometer fra hovedet, væk fra Solen. Når den er langt væk fra Solen er kernen meget kold og alt materiale er frosset til en fast masse sammen med kernen. I dette stadie bliver kometerne sommetider kaldt "beskidte isbjerge" eller "beskidte snebolde" da over halvdelen af deres materiale består af is. Når en komet kommer indenfor nogle få AU (Astronomiske enheder) fra Solen, begynder overfladen af kernen at varme op og fordampe. De fordampede molekyler koger op og bærer små faste partikler med og danner kometens koma af gas og støv.

Når kernen er frosset kan den kun ses, når den reflekterer sollyset. Men når komaen udvikles, og støvet tilbagekaster stadig mere sollys og gassen i komaen absorberer ultraviolet stråling så begynder den at flousere. Omkring 5 AU fra Solen begynder flouressencen at blive mere intens end det tilbagekastede lys.

Når kometen absorberer ultraviolet lys, frigiver kemiske processer brint, som så undslipper kometens tyngdekraft og danner en brintindpakning. Indhylningen i brint kan ikke ses fra Jorden, da dens lys er absorberet i vores atmosfære. Den er blevet set fra rumfartøjer.

Solens strålingstryk og solvinden accelererer materiale væk fra kometens hoved, hastigheden afhænger af størrelsen og massen af materialet. Dog, relativt massive støvhaler bevæges langsommere og har en tendens til af være buede. Ionhaler er meget mindre massive og her er accelerationen så høj, at det ses som næsten lige linier der strækker sig væk fra kometen modsat Solen.

Hver gang en komet besøger Solen mister den noget af sit materiale. Eventuelt bliver den til endnu en klippeklump i solsystemet. Af den grund anses kometer for at være kortlivede i en kosmologisk tidsskala. Mange videnskabsfolk mener, at nogle asteroider er udslukte kometkerner, kometer der har mistet alt det flygtige materiale, der kunne fordampe.

Røntgenstråler fra kometen Hyakutake

27 marts 1996, da kometen var næsten tættest på Jorden opdagede man røntgenstråler fra den. Styrken og hurtige forandringer i intensiteten var overraskende og undrede astronomerne. Man havde ikke tidligere observeret røntgenstråler fra en komet. De stærke forandringer i klarheden af strålerne skiftede over få timer. Det var også et mysterium hvilke fysiske processer der dannede strålerne. Strålerne synes at komme fra en halvmåneformet region på solsiden af Hyakutake.

En forklaring på fænomenet kan være at røntgenstråler fra Solen absorberes af de vanddampholdige skyer og kometens kerne. Herfra bliver de genudsendt af molekylerne i en proces fysikere kalder flouoressence. I følge denne ide er skyerne så tykke at det kun er solsiden, der absorbere strålerne, de når aldrig igennem til resten af skyen. Det kunne forklare halvmåneformen i stedet for en sfærisk form.

En anden mulig forklaring er, at røntgen strålerne er produceret fra en voldsom kollision mellem kometens materiale og den supersoniske vind af plasma og partikler, som strømmer væk fra Solen.

S4-Linear sommeren 2000

Til toppen af siden

©Lene Christensen      E-mail